tirsdag den 22. januar 2013

Kage-weekend for ultra nørder!

Jeg har haft den sjoveste, mest hyggelige og nørdede weekend længe. Min svigerinde og jeg havde inviteret vores bonus niece på weekend, hvor alt drejede sig om kager dag og nat. Målet var, at Karoline skulle bage og pynte en fondant kage fra start til slut under vejledning af Charlotte og jeg. Selv ville vi pynte dummy kager.

Karoline havde hjemmefra planlagt, hvordan kagen skulle se ud og hvad der skulle være indeni. Så fredag aften gik vi straks igang med at bage kagen og lægge den sammen, så den kunne trække og blive god fast. Lørdag og søndag gik med at lave pynt til kagerne. Karoline var virkelig tålmodig. Hun havde sat sig for, at der skulle være små fine røde roser på kagen, der skulle danne et hjerte. I minimum 7 timer sad hun sirligt og lavede de flotteste roser. Ydermere skulle der sidde en bamse inde i rosehjertet på kagen. Den blev lavet søndag formiddag lige inden familien kom og spiste den lækre kage.

Jeg er ikke nogen haj til det der med at pynte kager, men jeg fik faktisk lidt smag for at give det en chance mere. Så måske jeg bare skulle gå lidt i lære hos Charlotte. 



Min dummy kage blev en totalt flower power kage med mange farver og en masse forskellige blomster og sommerfugle - ikke specielt pænt, men jeg fik brugt en masse forskellige udstikkere og teknikker.
Charlotte modellerede en kattekilling, der legede med et garnnøgle, mens den lå på et tæppe på kagen - hun er bare så dygtig! 
Men ingen af vores "kager" kunne hamle op med Karolines. Det var hendes første kage og den bliver svær at leve op til igen, for den var virkelig pæn og totalt gennemført.


Inde i kagen var der sukkerbrødsbunde (2 lyse og en kakaobund), chokoladeganache og frisk hindbærmousse. Og den smagte himmelsk! Jeg skyndte mig at glemme alt om kalorier og spise to stykker, inden Karoline tog resten af kagen med hjem til Århus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar