lørdag den 1. december 2012

Værsågo' at spis!

For noget tid siden fik jeg er lille kort fra min niece med besked om, at hun ønskede sig hjemmehæklet legemad. Den første servering er klar og den blev taget i brug med det samme. 



 
Grøntsager og kager er lavet efter opskrift fra Familie Journalen, mens madderne er lavet ud fra mit eget hoved.
 

Og fødevareproduktionen fortsætter når der er tid eller en dårlig film i fjernsynet.

mandag den 26. november 2012

En lille nissehue

Min niece er 2 1/2 år og en sej krudtugle med fart på. Da vi besøgte hende og hendes familie i forbindelse med familieforøgelsen forleden, havde jeg blandt andet denne lille hue med til hende. Først ville hun ikke have den på, men som det oftest er med børn i den alder, endte hun med næsten ikke at ville have den af igen. 



Opskriften er super nem og den tog mig ikke lang tid at lave. Garnet var noget fleece lignende som jeg havde fundet i en Tigerbutik. Det var blødt og lækkert at røre ved - og havde ikke mindst fine farver.

lørdag den 24. november 2012

Mere hjemmelavet gøgl!

Som lovet i går får I lige lidt billeder af, hvad barselsgaven ellers indeholdt af hjemmegjorte dimser; 






En uro-tingest til barnevognen med ugler. Opskriften er fra Familie-Journalen og ikke svær - bare lidt omstændig! Jeg kunne i snit lave en ugle på en aften - så det kræver altså ikke oceaner af tid.




Og en lille rangle - med opskrift herfra - super nem og god lille barselsgave, som er let at overskue.

Udover dette indeholdt gaven nogle choko/lakrids kugler, baby-tøj og hjemmelavet energibarer til den ammende mor. Dem skal I nok få opskriften på - for de smagte faktisk ret godt. Også for ikke ammende!

fredag den 23. november 2012

Laaaaang pause

Så er jeg tilbage.... pyha... det var en længere pause fra bloggen, jeg lige havde der. 

Det skyldes dels, at jeg har haft rygende travlt med arbejde og derfor har klappet sammen på sofaen i stedet for at være kreativ og dels fordi, at den smule krea-ting jeg har lavet, har jeg lavet lidt i smug. 

Jeg er nemlig blevet tante - igen! For et par uger siden fik jeg en skøn, skøn med skøn på nevø. Og jeg har længe arbejdet på barselsgaverne - men de skulle jo være hemmelige! 

Gaven var en kurv med alle mulige hjemmelavede godter og nu kan jeg endelig vise nogle af dem frem her;

De glade forældre vidste ikke, hvilket køn de ventede, så jeg var nødt til at lave en helgardering med unisex-farver. Det projekt, der tog længst tid og som jeg derfor gik i gang med allerede i sommers, var dette hæklede tæppe på barnevognen eller hvor det nu kan være nyttigt: 

 
Hvad kurven ellers indeholdt kan I se en af de kommende dage! 

mandag den 15. oktober 2012

Barndommens æblekage

Jeg har haft mange lækre smagsoplevelser i min barndom, men en af dem, der virkelig har sat sig fast - ikke bare pga. smagen, men lige så meget fordi, det var en let kage, jeg selv kunne være med til at lave - var denne nemme æblekage.

Kagen smager herligt af efterår med kombinationen af æbler og kanel. 


Den består af æbler, der er skrællet, skåret i både og vendt med kanel og sukker efter behov. Ovenpå kommes en dej bestående af lige dele mel og smør og et par spiseske sukker. Man kan også putte lidt havregryn i dejen for at give den lidt mere bid.



Kagen bages ved ca. 200 grader til den er gylden og æblerne kogt godt sammen i bunden. 

Så hvis du ligger inde med en masse æbler efter årets høst, er det bare med at komme i gang.

torsdag den 11. oktober 2012

Æblemost

For et par år siden købte vi en saftpresser, men uden have og frugttræer må jeg indrømme, at den ikke har været meget brugt. Derfor var det ekstra dejligt at slæbe æbler hjem i søndags, så vi kunne kværne nogle af dem til lækker juice. 

Vi lavede en hel lille fabrik, hvor nogle vaskede og snittede i mindre stykker og andre fodrede maskinen. Det blev til 2 liter af den lækreste juice, inden vi ikke gad mere. 



søndag den 7. oktober 2012

Æblerov

I dag har der i Vanløse været "Vanløse deler frugten"-dag, som i alt sin enkelthed går ud på at æbleplukkere får lov at rippe æbletræer fra venlige medborgere, der ikke selv kan spise sig ud af deres høst. 

Ud over at det bare en super hyggelig dag, gav det også mange kilo æbler med hjem, der nu er vasket, så de kan komme på loftet og give smag af efterår hele vinteren igennem. 




Det er en genial ide, at dem der har for meget frugt i haven kan glæde alle os lejlighedsboende frugtelskere.

De nærmeste dage følger indlæg med hvad de dejlige æbler kan bruges til.