tirsdag den 29. januar 2013

Klar til baby-kram

Så blev der en sprutte klar til at gøre en for tidligt født baby tryg og glad! 


Den skal hurtigst muligt sendes til Josefine, så hun kan aflevere den på Skejby Sygehus, så den sammen med alle de andre sprutter kan glæde mange små børn.

lørdag den 26. januar 2013

Navn på sagerne

Se hvad posten har haft med til mig;



Fine navnemærker, så jeg nu kan sætte navn på de ting, mine hænder laver. 


Mærkerne er bestilt hos Ikast Etiket og er lys gule med brun skrift - og jeg glæder mig max til at tage dem i brug.

fredag den 25. januar 2013

Ups!

Jeg ved jo godt, at jeg ikke må, men jeg kom altså til at gå i Søstrene Grene i weekenden - og jeg kunne selvfølgelig ikke lade vær med at fylde lidt i kurven. 

De havde fået noget virkeligt sødt gavepapir, jeg bare måtte eje. Og jeg har fundet ud af, at deres bomuldsgarn faktisk er ret lækkert at hækle af, så der røg også lige et par nøgler af det med. De fine postkort hoppede selv ned i kurven og jeg nænnede ikke at tage de op igen, så det ene er kommet op på billedvæggen og resten venter på at blive brugt til en lille hilsen.





By the way... vattæppet det hele ligger på, er et jeg fandt billigt i Jysk forleden, da jeg også ved en fejl kom til at gå ind i butikken i stedet for at gå forbi! ...Fy... Lea!

tirsdag den 22. januar 2013

Sprutter der glæder

Jeg fandt frem til denne indsamling via Rikke og jeg kan slet ikke stå for den søde historie.




Josefine indsamler hæklede sprutter for at kunne aflevere dem til neonatal afdelingen på Skejby Sygehus. Sprutternes spiralarme skulle være betryggende for de nyfødte at holde ved, fordi de minder om navlesnoren, som de kender fra deres mors trygge og varme mave, hvor de stadig burde have ligget. 

Jeg smider straks alle andre krea-projekter til side og hækler med i den gode sags tjeneste. Tjek linket, hvis du også vil være med.

Kage-weekend for ultra nørder!

Jeg har haft den sjoveste, mest hyggelige og nørdede weekend længe. Min svigerinde og jeg havde inviteret vores bonus niece på weekend, hvor alt drejede sig om kager dag og nat. Målet var, at Karoline skulle bage og pynte en fondant kage fra start til slut under vejledning af Charlotte og jeg. Selv ville vi pynte dummy kager.

Karoline havde hjemmefra planlagt, hvordan kagen skulle se ud og hvad der skulle være indeni. Så fredag aften gik vi straks igang med at bage kagen og lægge den sammen, så den kunne trække og blive god fast. Lørdag og søndag gik med at lave pynt til kagerne. Karoline var virkelig tålmodig. Hun havde sat sig for, at der skulle være små fine røde roser på kagen, der skulle danne et hjerte. I minimum 7 timer sad hun sirligt og lavede de flotteste roser. Ydermere skulle der sidde en bamse inde i rosehjertet på kagen. Den blev lavet søndag formiddag lige inden familien kom og spiste den lækre kage.

Jeg er ikke nogen haj til det der med at pynte kager, men jeg fik faktisk lidt smag for at give det en chance mere. Så måske jeg bare skulle gå lidt i lære hos Charlotte. 



Min dummy kage blev en totalt flower power kage med mange farver og en masse forskellige blomster og sommerfugle - ikke specielt pænt, men jeg fik brugt en masse forskellige udstikkere og teknikker.
Charlotte modellerede en kattekilling, der legede med et garnnøgle, mens den lå på et tæppe på kagen - hun er bare så dygtig! 
Men ingen af vores "kager" kunne hamle op med Karolines. Det var hendes første kage og den bliver svær at leve op til igen, for den var virkelig pæn og totalt gennemført.


Inde i kagen var der sukkerbrødsbunde (2 lyse og en kakaobund), chokoladeganache og frisk hindbærmousse. Og den smagte himmelsk! Jeg skyndte mig at glemme alt om kalorier og spise to stykker, inden Karoline tog resten af kagen med hjem til Århus.

søndag den 20. januar 2013

De små glæder

Nogle gange er der ikke tid til de store kreative udfoldelser - så kan jeg godt finde glæde i de små ting, der kan snige sig ind i en travl hverdag.

- Og jeg har lige fundet en ny ting jeg kan bruge dekorationstape til; 

Pynt på rammer på min billedvæg i stuen. 

Jeg elsker, at der er mange forskellige farver, individuelle rammer og blanding af billeder af familie/venner og købte collager osv. på min væg. Det gør det super spændende at gå på oplevelse i den.






De skønne billeder med ugler er i øvrigt nogle jeg fandt på FindersKeepers i december!
 

torsdag den 17. januar 2013

Krea-bøger

Jeg var så heldig at få disse bøger i fødselsdags- og julegave. 


 - Og jeg glæder mig sådan til at komme i gang med at hækle alle de skønne små dyr. Måske de kan blive en lille zoo-uro!

onsdag den 16. januar 2013

Armbånd med starstitches

En lille ting der pynter; 




Armbånd med starstitch. 

Det var nemt og simpelt, da først jeg fik styr på starstitch'ene som bare laver så fint et lille mønster.Jeg har hæklet med dobbelt tråd af garn fra Søstrene Grene.

Hvis du synes, at starstitch er lidt svære at dreje, hvordan de laves, så har Rikke lavet en fin how to. Og ellers kan denne video måske være til gavn. 



tirsdag den 15. januar 2013

Simpelt - men med masser af smag

På denne årstid kan det være en noget tam fornemmelse af spise sig igennem en salat og specielt tomater smager af alt andet end sol og sommer. 

I går lavede jeg en simpel salat med masser af smag!


Den gode smag kom fra halve tomater jeg havde bagt i ovnen ved lav varme hele eftermiddagen. Jeg krydrede tomaterne med lidt olivenolie, balsamicoeddike, salt, peber og et lille drys sukker. Herefter satte jeg dem i ovnen ved ca. 100 grader og så passede de faktisk bare sig selv. I alt vil jeg tro at de fik omkring fire timer. 



Resten af salaten bestod helt simpelt af babyleaves og frisk mozzarella ost. Mmm mums!

søndag den 6. januar 2013

Landmandskage

Min lillebror er ved at uddanne sig til landmand. Jeg havde for længst lovet ham, at når han fik en elevplads, ville jeg lave en John Deere kage til ham, idet han hele sin barndom har været umådeligt glad for netop den slags traktorer. I hans verden findes der slet ikke andre!

Kort før jul ringede han så stolt til sin storesøster og fortalte, at han nu havde fået en plads og derfor bare lige ville minde mig om mit løfte. Vi skulle ses en lille uge efter til julefrokost og for at fejre hans fødselsdag, men jeg mente ikke at kunne nå at lave kagen klar, så jeg sagde til ham, at det altså måtte vente til en gang i det nye år. 

Men jeg var jo super stolt af min bror, så jeg ville så gerne lave den kage til ham. Jeg allierede mig derfor med min skønne svigerinde, der er tæt på ekspert i at lave kagepynt. Jeg fortalte hende om projektet og den korte deadline og hun var straks med på ideen. Allerede næste morgen modtog jeg et billede af en John Deere traktor modeleret i fondant og kort efter kom et billede af en vogn fyldt med roer. Alle detaljer var bare så virkelige og fine lavet. Det var så skønt. Med møje og besvær fik hun også lavet et fint logo som kunne pynte kagen. 



Et par dage ingen fødselsdagen lavede jeg så kagen og lige inden vi skulle af sted betrak jeg den med fondant. Pynten havde jeg fået af Charlotte, så den var lige til at sætte på kagen lige inden, den skulle afleveres.


Selv efter ankomsten til fødselsdagen fuppede jeg min lillebror til at tro, at jeg ikke havde lavet nogen kage og overraskelsen var derfor endnu større, da jeg så endelig hentede kagen i bilen. Jeg tror aldrig, at jeg har set min store lillebror så mundlam og overvældet. Det var virkeligt fedt!

Kagen blev langt flottere end jeg overhoved kunne have forestillet mig og jeg tror et perfekt samarbejde mellem Charlotte og jeg er født. Jeg elsker at lave kagerne, men gider ikke alt det der med at pynte dem og resultatet bliver lidt derefter. Charlotte derimod elsker alt det der pynte noget og er sindssygt dygtigt til det. Så mon ikke vi kan finde en løsning, hvor jeg bager og hun pynter?!

Til info består kagen af lyse sukkerbrødsbunde og lime mousse. Alle sammen opskrifter fra Himmelske Kager. Og den smagte dejligt frisk oven på al den fede julemad - selvom det ikke ligefrem var trangen til kage, der meldte sig efter julefrokosten.